Søren Rosenberg Jensen

Klassisk musik, det er sådan noget gamle mennesker i jakkesæt lytter til, imens de drikker rødvin og nyder en cigar. Noget for en kerne af nørder, der egentlig er ret ligeglad med om vi andre er interesseret.

Sådan var mine fordomme i hvert fald vedrørende klassisk musik og det er mit umiddelbare indtryk, at jeg ikke er alene om sådan en holdning. Og så bliver det hele bare endnu mere krukket af, at det er netop sådanne mennesker, der udtaler sig til TV og lader verden vide, at de synes det er syndt, at det ikke er flere folk, der nyder klassisk musik. En slags opdragende opfordring, der i min mening skræmmer flere væk.

Og på trods af det vil jeg selv til at skrive det samme om lidt, men bær over med mig, jeg forventer ikke at du på magisk vis er omvendt til, at lytte til klassisk musik efter at have læst dette indlæg. Dog vil jeg forsøge at gøre det lidt mere spændende end normalt, hvilket forhåbentligt kan holde dig klistret til skærmen lidt længere end når du normalt detekterer ordene “klassisk musik”. Mit mål er at få dig til at lægge fordomme og klichéer om klassisk musik til side, bare et øjeblik.

Nogenlunde almindelig musiksmag

Jeg betragter mig selv som en nogenlunde normal ung fyr, på nu 21 år. Mit musikforbrug har været som mange andres, jeg har primært lyttet til den musik, der nu spillede på fjernsynet/klubben, altså primært dance, trance, techno, hardstyle og generelt elektronisk rytmisk musik. Jeg har en mor, der er musikinteresseret så er selvfølgelig også blevet præget til at få lidt mere ud af musik, hvilket har gjort at jeg ikke har været afvisende over for helt andre genrer, bl.a. rock. Jeg lytter gerne til alt fra Malk de Koijn, Queen, Michael Jackson og Magtens Korridorer til Veto, Trentemøller, Prodigy og Pendulum, samt diverse mere nørdet 8-bit musik.

Mit umiddelbare indtryk af klassisk musik var at det var lidt larmende, måske lidt humoristisk. Typisk noget jeg udelukkende stiftede bekendtskab med i film.

The Legend of Zelda

Aha! Den overskrift havde du næppe regnet med. Til at være nørd hører det med, at man er fan af Nintendos Action Adventure RPG spilserie “The Legend of Zelda”. Specifikt spillede jeg meget “Links Awakening” til GameBoy samt “Ocarina of Time” og “Majora’s Mask” til Nintendo 64.

Grunden til jeg nævner Zelda spillene er, at de, som de fleste af Nintendos spil, har helt fantastisk flot musik. Så flot, at jeg stadig, flere år efter at jeg har spillet noget af spillene, hvor jeg har hørt den samme musik i flere timer (og på gameboy’en kun i 8bit!), har musikken på hjernen. Hvilket var grunden til, at jeg, som så mange andre gange, søgte på YouTube efter diverse videoer med denne musik. Og her faldt jeg pludselig over et symfoni orkester kaldet “Play!”, der spiller musiktemaer fra computerspil.

Her er det den del af deres 2×30 minutters show, hvor de spiller et lille medley af Zelda melodier

Hvis du aldrig har spillet nogle af Zelda spillene virker denne video nok ret ligegyldig for dig, men som gammel Zelda-fan vækker den en masse minder, især fordi musikken i Zelda altid har været komponeret til, at blive spillet af et stort klassisk orkester. Søg evt. på YouTube efter klip af nogle af de andre computerspil de også spiller musik fra, der er en liste over dem på deres website.

Ingen er tonedøve

Efter at have set overstående video blev jeg overbevist om, at jeg ville opleve Play! Symphony live, men jeg følte også at den eneste grund til, at jeg fandt dette musik overvældende var pga. de minder de kunne vække. Og knapt så meget fordi det egentlig er klassisk musik.

Der gik noget tid og jeg faldt over det absolut fantastiske og anbefalingsværdige website www.ted.com (der er virkelig nogle fantastisk inspirerende forelæsninger på dette site), hvor jeg bl.a. fandt en forelæsning af den fantastisk morsomme og inspirerende dirrigent Benjamin Zander, hvor han snakker om hvorfor han mener ingen er tonedøve og hvorfor alle kan komme til at elske klassisk musik.

Tryk her hvis videoen ikke afspiller.

Det handler om perspektiv

Det er min personlige teori, at det handler om perspektiv. Lige som at en bunke grøntsager kan synes et komplet spild af tid når mad blot er noget, der skal smage godt. Men hvor den selv samme bunke grøntsager kan være en utrolig lækker ret, hvis udgangspunktet er, at vores krop rent faktisk skal have variabel og vitaminrig kost for at kunne overleve og udvikle sig.

Klassisk musik skal høres højt! Og hvis det larmer når du hører det højt, så udskift dine højttalere. Den billigeste løsning er at købe et ordenligt sæt hørebøffer. Klassisk musik skal dog helst høres live, da man først da kan forstå den smukke i en hel flok mennesker, der står og gør manøvrer med instrumenter og tilsammen skaber en fantastisk enhed. Okay det lød krukket.

Perspektivet skal være, at der står en masse mennesker og laver lyden, og at det ikke bare er din cd-afspiller eller computer, der afspiller nogle bits.

Begynderens guide i klassisk musik

Jeg er selv stadig en begynder og jeg kan ikke nødvendigvis komponisten så snart jeg hører 2-3 toner fra et stykke, jeg kan dog oftest genkende stykket. Der er en masse klassisk musik som er blevet overspillet, som med alle andre musikgenrer. F.eks. Beethoven især hans 5. og 6. symfoni er fuldstændigt umulige, for mig i hvert fald, at lytte til genialiteten i, da jeg forbinder dem med alt muligt andet. Den bedste oplevelse for mig har været at lytte til numre jeg aldrig eller sjældent har hørt før, for her kan man virkelig lægge mærke til detaljerne, der gør musikken spændende.

Klassisk musik er lidt som at spise en god burger. Man smager lidt kød i den ene side af munden, lidt salat i den anden, lidt dressing og lidt tomat følger også med. Næste gang man spiser den er salaten ikke nødvendigvis der hvor den var før. (Ingen sammenligning med junk-food og klassisk musik her)

Disse komponister bør du som nybegynder i hvert fald lytte til. Jeg vil opfordre til at finde det på cd eller købe det via iTunes, kvaliteten på YouTube er simpelthen ødelæggende i forhold til denne slags musik, så det vil du ikke umiddelbart få noget ud af. Afhængigt af hvad du finder kan indspilningen også være i variabel kvalitet.

Frédéric Chopin (Nocturne Nr. 2 og Minute Waltz er flotte)
Johann Sebastian Bach (Prelude i C og Cello Suite 1 er flotte)
Edvard Grieg (In The Hall of the Mountain King er en af mine yndlings)
Carl Orff (Især O Fortuna er flot)
Ludwig Van Beethoven (Prøv at hør Moonlight Sonata)
Erik Satie (Lere Gymnopedie er smuk!)
Johann Pachelbel (Canon in D er fantastisk)

Det var bare et par stykker, du er sikkert igang med at lytte så jeg vil ikke skrive meget mere. Begynder du at synes om det finder du hurtigt ud af mere, og hvis ikke så betragt dette som en oplevelse. Det mindste jeg kan håbe er, at du har læst dette indlæg færdigt

Dette indlæg er skrevet d. 17 Jan 2009 klokken 20:33 i kategorien Musik. Du kan følge med i kommentarene på RSS 2.0 feed. Gå til bunden for, at skrive en kommentar.